Festival for
uafhængig scenekunst

  • København 14.01-18.01, 2025

  • Aarhus 22.01–25.01, 2025

Please Hold
Megaland Theatre (DK)

Varighed: 50 min. Alder: Fra 16 år. Sprog: Nonverbal

Premiere på Det Frie Felts Festival 2025.

PLEASE HOLD er en undersøgelse af det formelles æstetik og dets intime relation til det private gennem koreografi. Værket udfordrer den falske dikotomi mellem det offentlige og det private, idet formelle interaktioner ofte er forbundet med intense følelser og tabuer. 

Inspireret af Franz Kafka’s Processen viser værket, hvordan autoritetens formelle æstetik – gennem påklædning, rummets indretning eller et brevs grafik – kan være så intimiderende, at dens signalværdi alene er nok til at fremkalde lydighed. Kroppene på scenen veksler mellem at blive opfattet som menneske, “borger”, figur, objekt, subjekt, ligesom de veksler mellem at blive opfattet som autoritet og underordnet. 

Scenografien er et velkendt generisk kontorlandskab, som vi kender det fra vores egen hverdag eller popkultur som eksempelvis tv-serien ‘The Office’, men optræder også som en række koreografiske subjekter i samspil med performerne. De mange elementer skaber tilsammen skulpturelle tableauer i en koreografisk komposition.

OM MEGALAND THEATRE
MEGALAND er et nystartet teaterkompagni med Karoline Clasen Holland som kunstnerisk leder. MEGALAND vil producere originale scenekunstværker til teaterscenen. Den første produktion er PLEASE HOLD, som blev initieret på et residency på HAUT med en offentlig work in progress-visning på Teaterøen i København i nov. 2023. 

KORT BESKRIVELSE AF BAGGRUND FOR KURATERING AF VÆRKET FRA KURATORHOLDET BAG DET FRIE FELTS FESTIVAL 2025:
”Værkets forvandling af det velkendte kontormiljø til en metaforisk slagmark, hvor magt og kontrol udfordres på subtil og tankevækkende vis.”

ARTIST TALK EFTER FORESTILLINGEN
Megaland Theatre i samtale med Tova Gerge(SE)
17. jan. 2025 kl. 20.45 Aveny-T, Store scene
Tova Gerge arbejder med tekst og performance. Har to kandidatgrader, en i dramaturgi fra Stockholm University of the Arts og en anden i scenekunst fra Paris 8. Interessere sig for temaer som magt, kropspolitik og subversiv intimitet.

KREDITERING

KUNSTNERISK LEDER, KONCEPT, KOREOGRAF & PERFORMER: Karoline Clasen Holland (DK) PERFORMERE/MEDSKABERE: Denise Lim (SG/DE), Laura Spottag (DK) KOMPONIST Jakob Einar la Cour ("zack christ") UDVIKLERE Armin Hokmi, Denise Lim, Laura Spottag SCENOGRAF & DRAMATURGISK KONSULENTAnne Elmholt
SCENOGRAFISK KONSULENT Felipe Osorio-Guzmán
FOTO Louise Herrce Serup

Indledende kunstnerisk research er co-produceret af HAUT Scene, Teaterøen og MEGALAND. Støttet af Wilhelm Hansen Fonden.

Flere performances